Responsible choices forside

Ansvarlig produktudvikling

For os er det vigtigt at vælge de helt rigtige materialer til produktionen af vores arbejdstøj. Vores krav går ud over bare farve og mønster. Vi vægter også materialets miljømæssige fodaftryk, dets kvalitet og dets egnethed til håndtering af industrielle vaskerier højt. 

Vi vil skabe arbejdstøj, der giver brugeren glæde i lang tid. Der tages på med et smil og bruges hyppigt i forskellige arbejdssituationer. Der støtter den naturlige arbejdsgang med smarte, innovative snit og funktioner. Her spiller materialevalget en afgørende rolle.  

Vi sikrer de bedste kvaliteter ved at teste det materiale vi udvælger. I vores tests bliver der både taget prøver ift. slidstyrke, farveægthed og holdbarhed. Vores arbejdstøj skal holde sin form og farve – så længe, som overhoved muligt.  

For at sikre en kvalitet, der også kan håndteres af vaskerier, sender vi også vores materiale til test hos dem. Så vi sammen kan afgøre, om materialet kan indgå i sædvanlige vaskeprocedurer.  

Først når alle tests kommer med positive resultater, vælger vi at bruge materialet i produktionen.  

Hos Kentaur kan du finde arbejdsbeklædning i forskellige materialer. Få et overblik over dem herunder.  

 

Our Choice Materials

Our Choice Materials omfatter materialer, vi har håndplukket på grund af deres egenskaber. Uanset om det er innovation, cirkularitet, social og/eller miljømæssig påvirkning.

Med andre ord, er det materialer, der bevæger sig ud over det konventionelle. Og de er vores anbefaling til dig.

 

TENCEL™ Lyocell  

TENCEL™ Lyocell er kendt for sin innovative lukkede produktionsproces. Træmasse omdannes til cellulosefibre, og mere end 99,8% af opløsningsmidlerne genindvindes og føres tilbage i processen, hvilket resulterer i næsten ingen spild. Ifølge Higg Materials Sustainability Index (Higg MSI) har TENCEL™ Lyocell et væsentligt lavere miljømæssigt fodaftryk end generisk lyocell inden for kategorierne abiotisk tømning af fossile brændstoffer (op til 39%), global opvarmning (op til 53%), vandforbrug (op til 69%) og eutrofiering (op til 60%). TENCEL er et varemærke tilhørende Lenzing AG. 

 

TENCEL™ Lyocell x REFIBRA™ Technology 

For at producere TENCEL™ Lyocell x REFIBRA Technology bruges træ og bomuldstekstilaffald som råmaterialer. Fibrene indeholder minimum 30% genanvendte materialer. TENCEL™ Lyocell-fibre med REFIBRA Technology tilbyder de samme fordele som standard TENCEL™ Lyocell. Ligesom TENCEL™ er også REFIBRA et varemærke tilhørende Lenzing AG. 

 

Better Cotton 

Kentaur er stolt medlem af Better Cotton Initiative.  

Med vores medlemskab har vi forpligtet os til at forbedre bomuldsdyrkningen globalt. Better Cotton fungerer som et mass-balance-system. At købe et produkt med Better Cotton-logoet er således ikke en garanti for, at det enkelte produkt indeholder bomuld fra Better Cotton-certificeret landbrug. Til gengæld bidrager du ved køb af et Better Cotton-produkt til en mere bæredygtig produktion af bomuld.  

En stor del af vores produkter med bomuld stammer fra Better Cotton. Dog har vi kun mærket produkterne med Better Cotton logoet, når bomuldet er det dominerende materiale i produktet. Ønsker du at vide mere om Better Cotton, så besøg bettercotton.org/massbalance. Hos Kentaur har vi forpligtet os til at købe 50% af vores bomuld som Better Cotton inden 2025. 

 

REPREVE® genanvendt polyester (rPES) 

REPREVE® er polyester fremstillet af brugte PET-flasker. REPREVE® arbejder generelt for at skabe en cyklus, hvor affald bliver genanvendt. 

Alligevel søger vi alternativer til genanvendt polyester fra PET-flasker, da flaskerne bør genanvendes i et lukket kredsløb og blive til nye PET-flasker, i stedet for at blive omdannet til tekstilfibre.

Ikke desto mindre har genanvendt polyester fra PET-flasker en lavere miljøpåvirkning end jomfru-polyester. Derfor vil Kentaur fortsætte med at bruge genanvendt polyester fra PET-flasker, indtil der er en bedre løsning for os på markedet. At finde et passende alternativ til genanvendt polyester fra PET-flasker er et igangværende udviklingsprojekt. 

 

Materialer med genanvendt tekstil 

Vores materialer med genanvendte tekstiler indeholder genanvendte tekstilfibre fra pre- og/eller post-consumer tekstiler. Pre-consumer tekstiler er tekstilaffald fra produktionen og post-consumer tekstiler er tekstiler, der er udtjent i brugsfasen. Materialekvaliteten er udviklet til industrivaskerier og har således en god holdbarhed og farveægthed. Procentdelen af genanvendt materiale i metervarerne kan variere fra style til style. Ønsker du at kende den præcise andel af genanvendt materiale, kan du altid finde denne information på det enkelte produkt. 

 

Konventionelle materialer

Bomuld (CO) 

Bomuld er en naturfiber, som er blød og har en god fugtoptagelse, hvilket kombineret giver god komfort. Dertil har bomuld en høj slidstyrke, som kun overgås af syntetiske fibre, hvilket gør den ideel, når den blandes med f.eks. polyester, da man herved sikrer et slidstærkt og holdbart materiale. 

 

Polyester (PES) 

Polyester er den mest anvendte syntetiske fiber. Når den blandes med bomuld, opnås den optimale blanding i 65% PES/35% CO ift. holdbarhed og vaskeriegnethed.  

Polyester beriger PES/CO blandingen med egenskaber, som høj slidstyrke, minimal krympning, lav krølningstendens og kort tørretid. PES/CO blandinger er dermed meget velegnede til arbejdstøj. 

 

EOL, EME, elastan & mekanisk stræk 

Mange af vores kvaliteter er med stræk, da elasticitet øger komforten. Det er vigtigt at sikre at elasticiteten bevares gennem produktets levetid. Kentaur bruger som regel metervarer, hvor elasticiteten opnås gennem fastspundne garner og væveteknikker (mekanisk stræk/naturligt stræk) eller elastiske fibre, som kan tåle vask i industrivaskerier, uden at miste elasticiteten. 

 

Vævning

Twill 

Twill er en vævebinding, som er kendetegnet ved de karakteristiske skråtstillede ”striber”, som kendes fra denim, der benyttes til jeans. Twill-konstruktionen giver en struktureret overflade samt smidig metervare. 

Mange af Kentaur’s metervarer er twill, da denne vare er god til bukser samt overdele og forklæder. 

 

Lærred & panama 

Lærred er den mest enkle vævebinding. Den er ens på ret- og vrang side, fast, stabil og giver en stærk metervare. Lærred bliver typisk brugt til de lettere produkter som skjorter og funktionsskjorter.  

Panama er en afledning af lærredsbindingen, men har færre bindingspunkter, hvilket giver en blødere og mere smidig metervare. Typisk laves panama med tykkere garner, hvilket sammen med vævningen giver en flot, struktureret overflade. Panama bruges til forklæder i Kentaurs kollektion. 

 

Pique 

Pique er en strikkonstruktion, som kendes fra poloshirts. Udover i poloshirts, anvendes den hos os også i vores segmenter HoReCa & Retail og Healthcare & Service. Strikkede metervarer øger generelt komforten for brugeren, da de har en større elasticitet, hvilket giver bedre bevægelsesfrihed end vævede metervarer. 

Vi samarbejder med førende strikproducenter, for at sikre, at pique metervarerne kan vaskes i henhold til ISO 15797, samt overholder krav om formstabilitet og farveholdbarhed. 

 

Farvning

For de industrielle vaskerier er god farveægthed vigtig. Derfor er størstedelen af Kentaurs kollektion VAT-dyed. VAT-dyes giver den bedst opnåelige farveægthed over for lys, vejr og vask. Derudover modstår de blegemidler bedre end andre farvemetoder, hvilket sikrer, at Kentaurs produkter kan håndteres i henhold til ISO 15797 og en række hygiejnestandarder.

Læs mere om vores farver her.